Klientinformation og vilkår for konsultationer hos Biomedicinsk Klinik
1. Om klinikken
Biomedicinsk Klinik er etableret i 2006 og drives som en enkeltmandsvirksomhed af Ditte Bukrinskij, uddannet biopat/naturopath i b.m. og registreret under CVR-nr. 28060734. Klinikken tilbyder biopatisk (naturopatisk) behandling og tager udgangspunkt i et helhedsorienteret menneskesyn. Der stilles ikke diagnoser, men arbejdes med at fremme kroppens egen evne til balance.
Klinikkens konsultationer erstatter ikke lægefaglig undersøgelse og behandling, og Ditte Bukrinskij er ikke læge.
2. Konsultationstilbud
En konsultation kan bl.a. omfatte:
Kosttilskud fx vitaminer, mineraler, sporstoffer, fedtsyrer
Medicinske urter
Homøopatiske præparater
Immun- og symbioseterapi (herunder fx probiotika)
Overordnet kostvejledning
Laserakupunktur
Disse tiltag baseres på principperne for biopati (naturopati) og erfaring fra praksis.
Behandlingerne er naturlige og ikke-invasive og har til formål at støtte kroppens egne processer samt bidrage til øget trivsel og velvære.
3. Priser og betalingsvilkår
De aktuelle priser fremgår af klinikkens hjemmeside. Prisændringer kan ske med dags varsel og træder i kraft for nye konsultationer. Allerede bookede konsultationer påvirkes ikke af prisændringer. Behandlingen er momsfri.
Eventuelle kosttilskud, urter eller andre produkter betales særskilt og er ikke inkluderet i konsultationsprisen.
4. Opfølgning (efter konsultationen)
Klinikken tilbyder gratis vejledning pr. e-mail eller telefon om behandlingen generelt i op til otte uger efter en konsultation. Denne vejledning gives alene på baggrund af de oplysninger, som klinikken allerede har modtaget, og erstatter ikke en ny konsultation.
Ved køb af specifikke præparater kan der medfølge gratis opfølgning i op til seks måneder, eventuelt inklusiv en kort opfølgende konsultation. Denne opfølgning har udelukkende til formål at vurdere målbare resultater af de pågældende præparater.
Afhængigt af symptomer, formål, behov og ønsker kan den indledende konsultation følges op inden for nogle måneder, eller behandlingsplanen kan udfases.
5. Rammer for behandlingen
Klinikken tilstræber at tilbyde sikre og naturlige tiltag baseret på faglig vurdering samt erfaringsbaseret praksis for komplementær og holistisk sundhed.
Der kan foreligge både forskningsbaseret og erfaringsmæssig viden om de anvendte metoder, men effekten kan variere betydeligt fra person til person. Variation kan bl.a. skyldes forskelle i alder, livsstil, kostvaner, genetiske forhold, sygdomshistorik, medicinforbrug, samt evne eller vilje til at følge de givne anbefalinger. Klinikken kan derfor ikke give garanti for opnåelse af bestemte eller ensartede resultater.
Klinikkens ydelser og anbefalinger kan indgå som en del af klientens samlede tilgang til sundhed og velvære, men de er ikke en erstatning for lægefaglig undersøgelse eller behandling. Klinikken stiller ikke medicinske diagnoser og behandler ikke akutte eller livstruende sygdomstilstande.
Ved alvorlige, akutte eller vedvarende helbredsproblemer, forværring af symptomer eller mistanke om sygdom skal klienten straks søge lægehjælp, kontakte egen læge eller henvende sig på skadestuen.
Klinikken kan ikke holdes ansvarlig for:
Mangelfulde, forkerte eller udeladte oplysninger fra klienten
Ukorrekt brug af anbefalede produkter eller behandlinger
Manglende opfølgning i henhold til klinikkens anbefalinger
Hvis der ikke foretages en opfølgende konsultation inden for seks måneder, kan vejledningen ikke længere anses for aktuel. Efter denne periode kan klinikken ikke pålægges ansvar for, at vejledningen fortsat er korrekt, relevant eller tilstrækkelig.
Klinikken påtager sig ikke ansvar for indirekte tab, herunder tabt arbejdsfortjeneste eller følgeskader, der måtte opstå som følge af klinikkens vejledning.
6. Klientens rolle i behandlingsforløbet
For at sikre, at eventuelle tiltag kan gennemføres korrekt og sikkert, opfordres klienten til at oplyse klinikken om alle relevante helbredsforhold, herunder eksisterende sygdomme, allergier, medicinforbrug samt andre forhold, der kan have betydning for forløbet.
Klienten skal straks informere klinikken om ændringer i helbredstilstanden eller symptombilledet, især i ugerne og de første måneder efter en konsultation. Sådanne oplysninger er nødvendige for at kunne vurdere, om behandlingsforløbet skal justeres.
Hvis behandlingsplanen fortsat følges efter seks måneder, anbefales det at kontakte klinikken for vurdering af behovet for eventuel opfølgende konsultation.
Klienten har det fulde ansvar for egne sundhedsbeslutninger og valg i relation til sin helbredstilstand, og anvendelse af klinikkens vejledninger sker på klientens eget ansvar.
7. Databeskyttelse og fortrolighed
Klientdata opbevares krypteret og behandles fortroligt i overensstemmelse med GDPR. Klienten har ret til at anmode om indsigt i, rettelse af eller sletning af sine data. Tavshedspligten sikrer, at oplysninger ikke videregives uden klientens samtykke.
Data opbevares i tre år efter sidste kontakt og slettes derefter, medmindre klienten anmoder om en forlænget opbevaring på op til ti år med henblik på løbende og opfølgende konsultationer.
8. Hjemmesidens indhold
Oplysningerne på denne hjemmeside afspejler indehaverens erfaring og tilgang som biopat. Der er tale om alternativ behandling, og metoderne er ikke nødvendigvis anerkendt af det etablerede sundhedsvæsen – eller kun anerkendt som et supplement til konventionel behandling.
9. Afbud og ændring af aftaler
Afbud skal ske mindst 48 timer før konsultationen for fuld refusion. Ved afbud mellem 24-48 timer før konsultationen kan ny tid aftales uden gebyr. Ved senere afbud kan der opkræves 20 % af konsultationsprisen i gebyr.
Ved manglende fremmøde uden forudgående afbud opkræves den fulde pris for konsultationen. Ændring af aftaler er gebyrfri op til to gange, hvorefter der opkræves et gebyr på 10 % af prisen. Ved forsinkelse på mere end 30 minutter kan behandlingen forkortes eller bortfalde.
10. Gavekort
Gavekort er gyldige i 24 måneder fra købsdatoen og noteres på navn. De kan overdrages til andre, men kan ikke ombyttes til kontanter. Ubrugte og gyldige gavekort refunderes ved klinikkens ophør (kun for betalte gavekort).
11. Spørgsmål
Spørgsmål til disse vilkår kan rettes til Biomedicinsk Klinik v/Ditte Bukrinskij via kontaktoplysningerne på klinikkens hjemmeside.
12. Generelt
Disse vilkår kan ændres med rimeligt varsel og offentliggøres på klinikkens hjemmeside. Biomedicinsk Klinik forbeholder sig ret til at afvise behandling, hvis vilkårene ikke overholdes.